Min kommentar

Denne bryllupstale er meget speciel. Bruden ønskede den skrevet udfra Hobbitten i fantasystil. En spændende opgave! Der skulle være knald på fortællingen ”i en anden verden”, selvfølgelig udfra personlige stikord, så gommen kunne genkende sig selv i talen. 

 

Kommentar fra bruden

I 2015 skulle jeg giftes med manden i mit liv, og ville så gerne overraske ham med en tale. Ikke noget, jeg normalt gør noget i og derfor heller ikke har nogen erfaring med at skrive.

Jeg fik kontakt med Signe og hun fik skrevet det mest fantastiske eventyr for mig. Rigtig god og hurtig respons under fremstillingen af eventyret, alt via mail. Det hele foregik simpelthen så godt og blev også rigtigt godt modtaget af både mand og gæster. Jeg kan give de varmeste anbefalinger, hvis I vil have hjælp til at få skrevet en tale, et eventyr eller lign. 🙂

Talen

Kære skat

 

Så er dagen endelig kommet, og jeg har glædet mig uendelig meget til at fejre vores kærlighed til hinanden…

Men nu til sagen! I denne tale vil jeg tage dig ind i et univers som du kender og forguder; Et univers med overraskelser, og ikke mindst Hobbitter!

Så sæt dig godt til rette, og lyt til din helt egen historie:

 

 

I en verden langt langt borte-Hvor kun orkernes brøl, eller elvernes harpemusik kunne høres-En verden hvor den årelange krig mellem det gode og det onde aldrig blev afsluttet, men også en verden hvor skønne toner og hyggelige stunder kulminerede med en latter, som kun kunne stamme fra det mindste folk af dem alle: Hobbitterne…

 

Og således starter denne beretning:

 

En aften var Hobbitterne samlet omkring et stort bål, og da ’’Hobbit-Brian’’ hev guitaren frem, blev stemningen straks høj.

Med et smil på læben begyndte han at spille, og efter et par strofer var alle Hobbitter i godt humør; De dansede af glæde, mens ’’Hobbit-Brian’’ tryllede med strengene, for hvis der var noget han kunne, så var det at få folket i stemning. Til børnene lavede han sjove stemmer, og det bedste var at forskrække dem og råbe ’’Muhhaaa’’, så de for’ sammen og skreg i vilden sky.

For en stund glemte alle, at denne eventyrlige verden egentlig var i krig, og selvom Hobbitterne var et mindre folkefærd, så var der ingen tvivl om, at de ville kæmpe til det sidste for deres ret.

 Pludselig skete der noget; I skovens dyb kunne Hobbitterne høre en ukendt rislen, og de modigste krigere trak deres våben.

Straks ændredes stemningen; Hobbitbørn og kvinder trak sig tilbage, mens kun de ’’stærke’’ heriblandt ’’Hobbit-Brian’’ listede frem mod lyden.

’’Hvem vover at betræde Hobbitternes jord!’’, Råbte de, men ingen svarede…

I mørket dukkede et par gule øjne op, og da månens skær ramte, så Hobbitterne til deres rædsel, at det var en ork!-Dens modbydelige væsen var ikke til at tage fejl af, men da de frygtløse hobbitter angreb forduftede den tilbage til skoven. ’’Hobbit-Brian’’ satte efter den.

Igennem krat og buske gik det; Han var konstant i hælene af udyret, men pludselig faldt han ned i et dybt dybt hul. De mange halv maratons gav pote, og uheldigvis for orken var ’’Hobbit-Brian’’ efterhånden i ret god form.

 

’’ARGHHH’’, Skreg ’’Hobbit-Brian’’ mens han faldt og faldt og faldt… Ekkoet kunne høres i hele dalen; Fuglene fløj op fra trækronerne, og musene pilede ned i deres huller.-

Med et ordentligt bump landede den lille Hobbit i en verden, som han aldrig havde set før!…

Der var store larmende køretøjer, som osede fælt og dyttede højt-Hobbitten kiggede forvirret rundt, og fik øje på huse så høje at de nærmest ramte himlen, og glatnakkede væsner rendte rundt, som forvirrede høns uden hoveder. Der var ingen tvivl om, at Hobbit-Brian var kommet til en verden som var langt fra hans egen.

 

Forslået og rundt på gulvet begyndte Hobbitten at begive sig ud i den ukendte verden; Han kiggede nysgerrigt ind af butiksvinduerne; Der stod mange spændende ting, men pludselig fik han øje på sin egen skikkelse, og den var bestemt ikke normal!…

’’A hvad det er jo ikke mig!’’, råbte han, og gned sig i sine øjne. ’’Jeg ligner jo en glatnakke med pænt tøj og lange ben, hvordan kan det lade sig gøre!’’… Hobbit-Brian var blevet forvandlet til en nydelig ung og veltrænet mand med mørkt hår og stram t-shirt.

Den stakkels hobbit var blevet et menneske, og der var intet han kunne gøre for at ændre det-Sukkende og opgivende gik han ud i den store vide menneskeverden-Velvidende om at han nok aldrig ville vende tilbage til sin landsby.

 

Livet gik sin gang for Hobbit-Brian, som nu kun hed Brian-Han festede og hyggede sig ligesom andre unge glatnakker, men han fortalte aldrig nogen om den anden verden-Hvem ville kunne forstå det?… I stedet forsøgte han at skabe sig en tilværelse som glatnakke, og en skønne dag, præcis d. 16 juni 2001 tog han til fest på kollegiet i Kirsebærhaven.

 

Stemningen var høj; Rockmusikken bragede ud af højtalerne alt imens Joan, Søren, Brian og Wicky sad i fællesrummet og hyggede. Egentlig var der ikke amoriner i luften til at starte med imellem Brian og Wicky, men hun lagde da mærke til, at Brian var en sand gentleman. Han tog sin scooter, og hentede en kasse øl på sin scooter, så festen ikke gik død…

Efterfølgende tog Brian og Wicky til rockshowpå Tangkroen, hvor de faktisk faldt for hinanden-Men hvem der scorede hvem, er og bliver et uløseligt emne!…

Efter denne aften skete der som sagt noget magisk; Brian og Wicky fik et godt øje til hinanden, og derefter flød det med opkald omkring det næste møde…

De efterfølgende dage var fyldt med spontane besøg og lange telefonsamtaler- Efterhånden var Brian og Wicky blevet forelskede, og et fantastisk kærlighedsforhold kunne nu begynde.

 

Ufordringerne startede dog tidligt, for Wicky skulle ud og rejse i 3 uger; Det var bestemt ikke nemt, når man var nyforelsket, og begge parter glædede sig til at blive genforenet- Derudover var Brian lidt betænkelig over Wickys ’’klan’’, som alle tre sov i samme seng! ’’Er de nu kun venner?’’, Spurgte Brian sig selv.

Efter noget tid skulle Jernbanevej i Silkeborg danne rammen om parrets fælles tilværelse, og den næste periode bestod igen af adskillelse. Heldigvis var Brian hårdfør, og han sagde: ’’Du henter pengene, jeg passer hjemmet!’’, mens Wicky drog mod Nyborg statsfængsel.

 

Livet som Hobbit var efterhånden lagt på hylden; Brian havde fundet kærligheden, og der var ingen tvivl om, at han var elsket højt af sin kæreste. Sommetider tænkte han dog tilbage på de gode stunder i landsbyen; Der var ingen bekymringer, og alt emmede af ro og idyl-I menneskeverdenen var der ofte travlhed og stress, men heldigvis formåede Brian at bevare sit rolige Hobbit-gemyt for som han altid sagde:

’’Alt godt kommer til den der venter’’-.

Wicky derimod var den type der planlagde alt, og sommetider var det godt at Brian rykkede hende ud af denne comfortzone.

 

I 2005 skete det forunderlige at parret købte deres første hus, og en skøn tid begyndte… Brian arbejdede som lærer, og han var meget vellidt af både kollegaer og elever- Brian indviede dem i musikkens verden, som han selv holdte meget af.

 

Det hele havde flasket sig for Hobbitten som bogstavelig talt faldt ind i en helt anden verden. Efter et par år blev han beriget med ikke bare et’ men to fantastiske børn, som han elskede og forgudede overalt på jorden…

Men selvom livet havde flasket sig for den tidligere Hobbit havde han alligevel behov for at opleve sin gamle verden igen.

Om aftenen så han filmen ’’Hobbitten’’ igen og igen, også ’’Ringenes Herre’’ blev slugt råt, alt imens Wicky så uforstående til. ’’Hvordan kan du blive ved med at se de film?’’, Spurgte hun og satte sig ned…

’’Tror du på at der findes sådan en verden i virkeligheden?’’, Spurgte Brian nysgerrigt sin kæreste, og slukkede for fjernsynet.

’’Nu rabler det for dig!’’ Udbrød Wicky prompte; Selvfølgelig findes der ikke en verden fyldt med Hobbitter og orker…

 

Om aftenen puttede Brian sine to døtre; De fik begge et ordentligt kys, og som den fantastiske og skøre far han nu engang var, så blev der fjollet og grint til den helt store guldmedalje. Derefter fortalte han den ene fantasihistorie efter den anden, men hvad pigerne ikke vidste var, at det hele var ægte!… For Brian berettede blot om sin tid i den forunderlige hobbit-verden.  Ude foran døren stod en rørt og taknemmelig mor, som elskede at se sine pigers smil når far lavede sjov-Han var helt igennem den bedste far de overhovedet kunne få.

’’Kan I sove rigtig godt!’’, hviskede Brian og forlod værelset.

 

Om natten skete der noget forunderligt; En lille bitte Hobbit sprang rundt på Brians mave, og prøvede desperat at få kontakt til ham. Først troede Brian det var en mus, men da han lyste med sin telefon gik det op for ham, at det var en af hans nære Hobbitvenner, som han ikke havde set i mange år.

’’Hvad laver du her!!!’’, Udbrød han, og satte sig op. ’’Der er ingen tid at spilde-Jeg har endelig fundet dig og det har taget mange år. Du bliver nødt til at komme tilbage! Orkerne er i gang med at overtage landsbyen.’’ Brian hørte Hobbittens ord, men han kunne jo ikke bare forlade sit liv…

’’Forresten, du er jo blevet KÆMPE stor!’’, Råbte Hobbitten, mens han sprang rundt i sengen.

’’Shh du må ikke vække Wicky!’’, Hviskede Brian, tog Hobbitten i kraven, og gik ud af soveværelset.

 

Selvom Brian elskede sit nuværende liv, så kunne hans hjerte ikke bære at de frygtelige orker skulle tilintetgøre landsbyen, og han valgte derfor at drage mod Eventyrverdenen sammen med Hobbitten.

 

De drog ud til skoven, Hobbitten viste vej til hullet og pludselig var de tilbage i Hobbiternes verden. Brian var ikke i tvivl om, at han ville hjælpe sit gamle folkefærd, for det lå i hans natur at hjælpe folk, om det var med en computer eller en krig var underordnet!…

Langt ude i horisonten kunne orkernes brøl høres, og med lynets hast fløj de guddommelige elver forbi dem. De hastede mod landsbyen for at støtte de stakkels Hobbitter i en ulige kamp for frihed.

 

Brian mærkede suset i kroppen, og før han vidste af det, var han atter en Hobbit på vej i kampen mod det onde…!

Landsbyen stod i flammer; Små Hobitter løb grædende omkring og orkerne raserede alt og alle i kampens hede. Deres afskyelige ånde kunne lugtes på flere kilometers afstand, og de gule øjne mindede Brian om dengang i skoven, men han var opsat på at kæmpe og han svingede sit sværd som aldrig før…

 

Selvom orkerne var store blev de nedlagt en efter en, og til sidst stod det klart; Sejren var i hus, og landsbyen reddet!… Alle Hobbitterne jublede højt og dansede rundt omkring Brian…………………

 

 

’’HALLOOOO HOBBIT-BRIAN… HALLOOOO ?? SOVER DU??’’-

 

 

’’Han er godt nok faldet i dyyyyb søvn; Jeg havde ellers lige håbet på en sidste sang inden bålet gik ud’’, Mumlede en skuffet Hobbit, mens han blidt skubbede til den sovende Hobbit-Brian…

 

Efter noget tid vågnede han fra sin dybe søvn; Hobbit-Brian kiggede forvirret ned af sig selv.. Han lignede jo en Hobbit-Lille med korte ben!…

’’Jeg forstår det ikke, lige før var jeg et menneske!’’, Udbrød han, og rejste sig op med et sæt.

’’Haha du er da ikke større end en tændstiksæske- Glatnakke bliver’ du aldrig!’’, Grinede de tilstedeværende Hobbitter.

 

’’Det hele har jo været en drøm’’, mumlede Hobbit-Brian og nev sig hårdt i armen… Og så fortsatte han sit guitarspil, til langt ud på natten!

Alle Hobbitterne hyggede sig og skålede i mjød, men stakkels Hobbit-Brian savnede sin Wicky og børnene-Og nu længtes han efter sin helt egen familie…

 

Hobbit-Brian sukkede højt og lagde guitaren for en stund, mon den eneste ene fandtes ?…

Rundt om bålet sad landsbyens Hobbitter, og ventede på den næste sang… Pludselig fik Hobbit-Brian øje på en hobbit-dame som han faktisk aldrig havde lagt mærke til før… Hendes øjne lyste i månens skær og der var ingen tvivl om, at hun længe havde kigget efter ham…

Han smilede til hende, og hun gengældte med det samme- ’’Hej hvad hedder du?’’, Spurgte han den skønne Hobbit…

 

Hvortil hun svarede: ’’Jeg hedder Hobbit-Wicky!’’…

 

 

Og således begynder en fortælling, som vi må høre en anden gang J…

 

 

 

For nu sidder vi her,

Samlet for at fejre vores kærlighed,

Brian, jeg elsker dig uendeligt højt,

Selvom vi er vidt forskellige,

Så supplerer vi hinanden perfekt!

Du lever i nuet,

Hvor jeg planlægger alt,

Men jeg er taknemmlig for,

At du formår at rykke mine grænser…

Dine døtre forguder dig!

Du er den bedste far,

De nogensinde kunne få,

Og når du laver sjov,

Er de helt solgte,

Selvom de faktisk startede med at være sure!…

Kære Brian, jeg glæder mig til at følges ad,

Igennem livet…

For kun du kan gøre mig lykkelig som aldrig før…

Lad os alle rejse os og skåle for min mand…

Bestil din tale i dag